10 ting du skal se i London

11 minutters læsetid

London. Den engelske storby er et af danskernes foretrukne rejsemål. Om det skyldes den korte (og billige) flyvetur, shoppingmulighederne eller seværdigheder er svært at afgøre. Men én ting er sikkert: London er en skøn rejsedestination. Både som weekend get away og som længere ferie.

Men London er enorm og fyldt med muligheder. Derfor kan det sværeste være at begrænse sig og udvælge de seværdigheder du skal se og de ting, du gerne vil opleve.

Derfor har vi samlet 10 ting du bør se, hvis du besøger London.

London Eye - 10 ting du skal se i London - Af Federico Tasin

1. London Eye

Ingen tur til London uden en tur i London Eye. Det 135 meter høje pariserhjul er en af de allermest populære attraktioner i London. Så derfor skal den selvfølgelig med på denne liste.

London Eye åbnede i 2000 og er siden da blevet et symbol på det moderne London.

Når du tager en tur med pariserhjulet, får du samtidig mulighed for at se London fra det højeste punkt, du som turist kan opleve. Du får et fremragende overblik over byen og omegn. Og derfor er det et must at prøve en tur. Medmindre du lider af højdeskræk, selvfølgelig.

På trods af, at en tur med hjulet varer cirka 30 minutter, og der er 32 kapsler, er der en enorm lang kø. Så selvom hver kapsel kan tage 20-25 personer ad gangen, risikerer du altså at stå længe i kø.

Har du mulighed for det, anbefaler vi at booke et time slot, så du/I er sikret en afgang. Gør du ikke det, risikerer du at stå i kø en halv dag.

En tur koster fra 27 GBP og opefter (dyrere, hvis du køber "Fast track", der tillader dig at springe over dele af køen).

Du kan booke billetter til London Eye her (officiel side).

Tower Bridge - 10 ting du skal se i London - Af Tom Gainor

2. Tower bridge

Ud over Golden Gate Bridge er Tower bridge en af de mest berømte broer i verden. Om ikke andet, er det den mest kendte bro i London.

Broen har siden 1894 ladet folk krydse Themsen og er med tiden blevet et af byens store symboler. Og du skal selvfølgelig ikke gå glip af den, når du besøger London.

Tower bridge er utrolig smuk, og hvis du er heldig, får du lov til at opleve et skib passere under broen; her bliver broen sendt op. Det forekommer sjældent, så pris dig lykkelig, hvis du oplever det.

Broens navn, Tower bridge, hentyder til de to tårne for enden af broen. Et i nord og et i syd. Begge tårne er bygget i samme stil som Tower of London - en anden populær turistdestination.

Hvis du gerne vil op i tårnene og få en smuk udsigt over London, skal du booke billetter. Det kan gøres her (officiel side).

Eddie Redmayne på Madame Tussaud's i London - 10 ting du skal se i London

3. Madame Tussaud's (voksmuseum)

Savner du et kendt ansigt? Så skal du besøg Madame Tussaud's. Jovist, du finder en Madame Tussaud's i mange storbyer, men den originale ligger i London.

Køen er lang (så også her anbefales det at købe en "Fast track"-billet), men det er virkelig fascinerende at se de mange voksfigurer af mere og mindre kendte personligheder. Ligheden er slående - se bare Eddie Redmayne ovenfor.

Madame Tussaud's er desuden fuldt med tiden, så er du til superhelte, kan du opleve 4d-filmen "Marvel 4d movie", inden du går ud.

Du kan booke billetter til Madame Tussaud's her (officiel side).

Buckingham Palace - 10 ting du skal se i London - Af Debbie Fan

4. Buckingham Palace

Du har måske hørt om "changing of the guards". Hver dag klokken 11.30 er der vagtskifte på et af de mest ikoniske kongeslotte i verden.

Du kender det også fra Danmark, og ligesom herhjemme er det også utroligt populært blandt turister i London. Så kom i god tid.

Buckingham Palace blev bygget i 1837, og det er her, dronning Elizabeth til dagligt har hjemme. Hvis du er tvivl om, hvorvidt hun er hjemme, når du "besøger" hende, kan du kigge på flagstangen på toppen af bygningen: Den kongelige fane er nemlig kun oppe, når hun er hjemme. Og er hun ikke hjemme, kan du få en guidet tur på slottet (hvis du vil betale for det, selvfølgelig).

Du kan booke billetter til Buckingham Palace her (officiel side).

Piccadilly Circus - 10 ting du skal se i London - Af Arthur Osipyan

5. Piccadilly Circus (og området omkring)

Du er ikke i tvivl, når du først står på Piccadilly Circus. Piccadilly Circus er en plads fyldt med neon-lys og storskærme. Siden den 17. århundrede har det været en af Londons mest travle områder.

Fra Piccadilly Circus er der adgang til nogle af Londons største teatre og natklubber, og pladsen er en form for hjerte for bydelen West End, som den ligger i. Det er også her, du finder Ripley's Believe it or Not museum.

I midten af pladsen er der en statue af Eros, hvilket gør pladsen til et letgenkendeligt og populært mødested.

Og når du alligevel besøger Piccadilly Circus, kan du jo ligeså godt slentre op ad Regent Street for at komme til Oxford Street (som er nummer 10 på denne liste). Et must, hvis du ønsker at shoppe.

Westminster Abbey - 10 ting du skal se i London - Af Nicholas Doherty

6. Westminster Abbey

Denne middelalderlige kirke, som tidligere var en katedral, har huset mange royale bryllupper og kroninger, så alene ved at gå rundt i kirken får du et indblik i Londons historie.Westminster Abbey blev opført mellem 929-1040, så den er snart tusind år gammel og har prøvet det meste.

Udefra er kirken storslået, men for at få den fulde oplevelse af kirken, skal du indenfor.

Flere af de britiske monarker ligger begravet ved Westminister Abbey. Men du finder også flere kendte britere, heriblandt Isaac Newton og forfatteren Charles Dickens, der ligger begravet ved Poet's Corner. Derudover er der opført mindesmærker for at hædre store kunstnere i form af blandt andre William Shakespeare og T.S. Eliot.

Der er altid fyldt med mennesker, men personalet skal nok sørge for, at du ikke går i stå. Derfor anbefaler vi, at du laver lidt research, før du besøger Westminster Abbey, så du får set de ting, du gerne vil. Men husk: Ingen billeder.

Skulle du vælge ikke at følges med en guide (hvilket mange gør), kan du også få en audio-rundvisning. De er gratis, og du bliver forsynet med et par høretelefoner, og så kan du ellers tage det i dit eget tempo.

Westminister Abbey er i øvrigt på verdensarvlisten fra UNESCO ligesom eksempelvis Tower of London.

Prisen for at komme ind starter ved 22 GBP for én voksen + et barn (samme pris for bare én voksen). Børn mellem 6-16 koster 11.80 GBP. Sørg for at booke hjemmefra. Ellers risikerer du flere timers kø på travle dage. Samtidig sparer du lidt penge, da priserne på nettet ofte er 1-3 GBP lavere.

Du kan booke billetter her.

Planlægger du at se andre turistattraktioner, kan du spare penge på indgang ved at købe et London Pass.

7. Portobello Road Market

I Notting Hill (jeps, området fra filmen med Hugh Grant og Julia Roberts) finder du det trendy marked, Portobello Road Market. Markedet strækker sig langs med Portobello Road, som er hovedgaden i Notting Hill. Og en farverig én af slagsen.

Markedet er fyldt med købmænd (over 1.000), der sælger alverdens forskellige produkter. Alt fra antikvititer, kunst, smykker, tøj og mad. Ud over købmændene, er der selvfølgelig også butikker på gaden og de omkringliggende gader. Her kan du ligeledes finde alt, du ønsker dig. Især hvis du er på udkig efter antikviteter. Alt lige fra vintage service til souvenirs til Banksy replikaer.

Atmosfæren er skøn, og selvom maden på selve markedet ikke altid er lige god og du skal passe på lommetyve (det skal du generelt i London), er det klart et must at besøge Portobello Market. Og så kan du jo passende få set Notting Hill samtidig

Husk på, at Portobello Road Market kun er åbent som et reelt marked om lørdagen fra 9.00 til 19.00. Alle andre dage er det kun nogle boder, der har åbent.

For yderligere information kan du besøge markedets hjemmeside her.

Hyde Park - 10 ting du skal se i London

8. Hyde Park

Hyde Park er enorm! Sammen med Kensington Gardens (som den normalvis nævnes sammen med) er parkerne 2,5 km2!

Parken blev etableret tilbage i 1536, hvor den daværende konge, Henry VIII, brugte den som jagtmark. I 1637 blev parken åbnet for offentligheden og har siden dengang været et meget populært tilløbsstykke.

Der har været afholdt mange demonstrationer og protester i Hyde Park, og så er parken især berømt for Speaker's Corner. Her kan helt almindelige mennesker stille opg hver uge og debattere, protestere eller gøgle, hvis det er det, de lyster.

Derudover har parken to søer, den mest berømte værende "the Serpentine", hvor du kan sejle, kigge på svaner eller bare tage en puster væk fra storbyens stress og jag.

Tower of London - 10 ting du skal se i London

9. Tower of London

I Londons East End finder du Tower of London beliggende lige ved Tower bridge. Tower of London er en gammel borg, grundlagt i 1066, og har senest været benyttet, i officielle sammenhænge, som et fængsel.

Borgen huser de britiske kronjuveler, og er faktisk fortsat et kongelidt palads - dog fungerer Tower of London primært som en turistattraktion.

Ud over at være et spændende tilløbsstykke i sig selv, besøger mange også Tower of London fordi det ligger tæt på blandt andet Tower bridge.

Tower of London er, ligesom Westminster Abbey, med på UNESCOs verdensarvsliste.

Det koster omkring 27 GBP at komme ind i Tower of London (omkring 23 GBP, hvis du booker online). Er I en familie, er der penge at spare. Du/I kan booke billetter her (officiel side) og undgå køen ved billetkontoret.

Oxford Street - 10 ting du skal se i London - Af Jonathan Chng

10. Oxford Street

De fleste besøger London af flere årsager. En af dem er oftest shopping. Og når talen falder på shopping, kommer vi ikke udenom Oxford Street - en af Europas travleste shoppinggader.

Gaden har mere end 300 butikker, der besøges af over 500.000 personer - dagligt.

Du finder berømte stormagasiner som Debenhams, Selfridges og House of Fraser, men også brand stores fra Nike, Adidas, New Balance, Zara, Mango, Topshop og så videre. Du kan få ALT på Oxford Street.

Og hvis du besøger London i juletiden kan du godt glæde dig: Her bliver der pyntet godt op og tilføjet lidt ekstra lys og glitter. Det må du ikke gå glip af.

Inden du besøger Oxford Street, kan du passende planlægge, hvilke butikker du vil se her.

Der er meget mere

Selvom det lyder vanvittigt, er der meget mere at se, end de 10 ting, vi har beskrevet. Af andre ting kan nævnes Big Ben (som lige nu er ved at blive restaureret), bådtur på Themsen, SoHo, Camden og meget mere.

Du vil derfor opleve, at du altid har lyst til at tage tilbage for at se resten - uanset om du er afsted i tre dage eller 10.

Heldigvis er det utroligt billigt at komme til London, så det er bare at tage afsted.

Før du tager afsted

Når du har fundet ud af, hvad du gerne vil se, anbefaler vi, at du besøger London Explorer Pass. Her kan du spare mange penge på at købe kombinerede billetter til alle de større seværdigheder.

Sæt krydderi på din oplevelse

Hvis det ikke er nok bare at være almindelig turist, tilbyder Oplevelsesgaver.dk en "London's Best Bits"-pakke (annoncelink).

Her bliver I kørt rundt i en klassisk Mini Cooper af en lokal guide, der viser seværdigheder og skjulte perler, som I måske ikke ellers vil finde.

 

Flybilletter

Du kan stort set altid finde billige flybilletter via Momondo (annoncelink) eller Skyscanner.

Hoteller

Det nemmeste er at bo på hotel i den centrale del af London (sørg for at bo tæt på metroen - det gør alting meget nemmere).

Vi anbefalinger at bruge Booking.com (se nedenfor), da den samler alverdens hoteller, B&B's og meget mere.

Booking.com

En mening om “10 ting du skal se i London

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *